Efter solnedgang kørte vi rundt, mens den ene vildtspejder (Øh? Game scout) lyste rundt med en projektør for at opfange genskinnet fra øjnene på dyr, der var skjult af natten. Vi så bl.a. nogle harer og forskellige slags desmerdyr, men jeg var begyndt at kede mig bravt – det var min tredje natsafari på den måde - da vi pludselig hørte nogle bavianer (viste det sig) kæfte op i natten. Og så fik vores guider ellers travlt.

De kørte over stok og sten i den enorme 4-hjulstrækker og nåede på et tidspunkt ud til kanten ved en udtørret flodseng. Her fortalte de, at nogle af de øjne, vi kunne se i det fjerne, tilhørte en leopard og en hyæne, der kæmpede om en impala, som leoparden havde nedlagt.

Det blev vi nu ikke videre imponerede af, for det kunne enhver jo komme og sige. Men så drønede de ellers af sted igen med nyreløsnende fart, og vi nåede hen et sted, hvor der højst var et par hundrede meter til kamppladsen, som blev oplyst af vores projektør.

Og det var ubeskriveligt, men jeg skal alligevel gøre et forsøg:

Leoparden og hyænen halede af alle kræfter i hver sin ende af impalaen, men da hyænen, der er noget større – og meget grimmere – til sidst slæbte af med byttet, kom der pludselig en krokodille glidende nede fra floden. Den tog et solidt greb i den anden ende af impalaen og fik til sidst flået byttet fra hyænen.

Hverken hyænen eller leoparden havde til sinds at opgive byttet uden videre, så de holdt sig hele tiden i nærheden, og leoparden forsøgte på et tidspunkt at flå impalaen fra krokodillen, men måtte fortrække, da flere krokodiller dukkede op.

Også hyænen gjorde udfald mod krokodillerne, og det lykkedes den at få flået et stykke af dyret, som den fortrak med for snart efter at vende tilbage i håb om at få fat i mere.

Efterhånden gled flere og flere krokodiller frem af mørket, og til sidst var der 5-7 (vi kan ikke blive enige) store fede krokodiller, der mæskede sig, mens leoparden og hyænen holdt sig på behørig afstand – hyænen dog med diverse modige, men forgæves udfald.

Krokodillerne tog fat i impalaen og drejede sig rundt om deres egen akse for at få revet stykker af, og vi kunne se dem flå løs i dyret og kunne høre deres enorme kæber knuse knoglerne i nattestilheden.

Hyænen havde tydeligvis respekt for leoparden og fik på et tidspunkt også et par hurtige lussinger af den, men var alligevel den mest pågående, mens den kredsede hvileløst rundt i håb om at få en chance for at tilbageerobre byttet.

Der var ingen tvivl om, hvor vores sympati lå. Vi havde ondt af leoparden, der jo havde gjort det hårde arbejde med at nedlægge impalaen for så at blive groft bestjålet. Men det var også tydeligt, at det var en ulige kamp med alle de enorme krokodiller.

Vores smukke helt satte sig og slikkede blodet af sig, mens den kiggede sultent efter den hastigt svindende impala. Og efter hvad der føltes som en evighed, var slaget uigenkaldeligt tabt, for impalaen var fortæret til sidste blodsdråbe, og leoparden gled ud i natten for at opspore et andet bytte.

Vi var fuldstændig åndeløse, og Nete, der ellers havde et slemt maveonde, var lykkelig for, at hun havde taget springet og forladt den luksus, som et toilet med skyl inden for rækkevidde er.

Og da vi bagefter tog over for at spise hos Henrik (min kollega, der er biolog og var tilknyttet vildtparken som udviklings-arbejder), var der nok at berette om. Selv Henrik - der ellers har oplevet næsten alt - har aldrig oplevet noget, der lignede. Og mine gæster havde på otte dage set The Big Five – de fem farligste dyr at jage i Afrika: næsehornet, elefanten, bøflen, løven og leoparden. Det er altså ikke mange mennesker beskåret.